Depression

Depression er en alvorlig men almindelig lidelse, der næsten altid kan behandles. De fleste kender til at have perioder, hvor man er trist, træt og uden sin sædvanlige energi, og grunden kan findes i udfordringer på job eller privatliv, i årstiden, i ens alder. Sådanne dyk i humør og energi er som sådan helt naturlige mentale sving, der sker livet igennem.

Symptomer
Er underskuddet imidlertid blevet så stort, at man kun lige orker sit arbejde, og ellers sover tiden væk med negative dominerende tanker sammen med dårligt selvværd og selvbebrejdelser, så er det tid at søge læge eller terapeut.

Man kan være arveligt disponeret for depression. Begivenheder i livet såsom dødsfald, skilsmisse, problemer på arbejdet, langvarig stress og arbejdsløshed kan være udløsende eller forstærkende faktorer. At føle sig ensom i længere tid, f.eks. på et studie eller efter flytning kan også ende i depression.

Behandling
Behandlingen af depression er afhængig af om den er let eller svær. Nogen gange kan man få hjælp i terapi, andre gange er antidepressiv medicin eller psykiatrisk behandling det rette. Behandlede depressioner klinger typisk af efter 6 – 9 måneder. Hvis depression behandles, får 80 % ingen eller kun enkelte tilbagefald.

Når en deprimeret klient kommer i terapi undersøger jeg først, om der er brug for en tid hos egen læge. I terapien har jeg fokus på de fysiske faktorer, der er fundamentet for et godt humør: Gode søvnvaner og naturlig søvnrytme, sunde, lækre og regelmæssige måltider, motion, lys og frisk luft. Nye vaner på disse felter kan lette eller lindre det negative, mens terapien foregår og vi arbejder med at forandre de dårlige mønstre i adfærd og relationer som ligger bag depressionen eller forstærker den.

Ofte træner jeg desuden mindfulness eller bevidst at fokusere på det gode rum som findes ved siden af det negative rum, og som kan synes ganske tomt, men hvor der måske alligevel findes lidt i, som kan lindre en smule og give håb. Selvkritik fastholder og forstærker desværre det negative,  som jo er det sidste et deprimeret menneske har brug for. En central del af mindfulness handler her om at lære at acceptere og få pauser fra det negative, så godt man nu kan, med venlighed og fokus på noget affektneutralt som f.eks åndedrættet.

Læs mere:
Psykiatrifonden
Netdoktor:
Netdoktors depressionetest kan tages, hvis man vil have en indikator på ens stemningsleje.

En depression skal behandles!


GoMentor: Depression og tanker om selvmord